Tiden går så hurtigt, først finder jeg mig selv på vanviddets rand, med en depression der ødelægger både bagerjobbet og mine afgangskaraktere, samt et sammenbrud over manglende svar fra drømme gymnasiet.
Nu sidder jeg så her et år efter, og alt virker pludselig så langt væk.
Jeg fik svar fra gymnasiet om, at jeg var blevet optaget, og den studieretning jeg oprindeligt havde valgt, viste sig ikke at være den optimale.
Efter det første halve år skiftede jeg over i en ny klasse med Mat A, Fy B og Ke B (believe it r not, jeg hader matematik) og det har uden tvivl, været den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet!
Aldrig har jeg følt mig så velkommen i en klasse, og jeg har slet ikke lyst til at gå ud.
Min daværende kæreste Simon er jeg ikke sammen med længere, for 2 dage siden valgte vi (ok, jeg valgte) at gøre vores 1½ års lange forhold forbi, og jeg kan allerede mærke hvor meget det har lettet.
Som en sidste lille plus ting valgte jeg at stoppe med antidepressiv (uden psykiaterens anvisning... Ups) for det pinte mig inderligt ikke at vide, om det var mig der var glad, eller om pillerne gjorde mig glad.
Jeg kan nu konstatere, at selvom jeg kan have mine nedture, så er denne omgang depression overstået, mit fravær er faldet efter skiftet og afleveringerne bliver leveret til tiden.
Så som tingene er nu, kunne jeg ikke blive meget gladere.
(Så skulle det lige være, hvis jeg får det ultimative love-life + en fandens masse penge xD)
Men farvel for denne gang!
Vil se om jeg kan få skrevet lidt mere fremover ;)
